Hilsen fra formanden


Til medlemmerne af Egedal Lærerkreds.


Kære alle.

I ønskes en rigtig god og velfortjent sommerferie.
Tak for jeres store opbakning igennem hele skoleåret og ikke mindst for jeres helt fantastiske indsats, opbakning og engagement under lockouten i april måned.
Det er med stor glæde og stolthed, at jeg rundt omkring kan sige, at jeg er formand for Egedal Lærerkreds!

Desværre endte det hele jo med et lovovergreb uden sidestykke i danmarkshistorien.

Dette giver os mange nye udfordringer – udfordringer vi kun kan tackle i fællesskab.
Det er derfor vigtigere end nogensinde, at I fortsat bakker op om de møder, som Kredsen afholder og ikke mindst, at I deltager i de møder i Faglig Klub, som jeres tillidsrepræsentanter indkalder til. Det er på disse møder, at vi, såvel kreds som tillidsrepræsentant, skal have mandat til at indgå i forhandlinger med såvel kommune som skoler.

L215, lovindgrebet, er ikke den eneste udfordring, vi står overfor i det kommende skoleår. En ny folkeskolereform skal implementeres, og mon ikke at vores politikere vedtager en ny skolestruktur, som også skal træde i kraft 1. august 2014. Vi arbejder fortsat ihærdigt på, via blandt andet møder og annoncer, at skolestrukturen bliver genstand for en indholdsdebat inden den endelige vedtagelse, men vi aner desværre en vis metaltræthed hos forældrene, som jo er vores vigtigste allierede i denne sag.

Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde og håber at se rigtig mange af jer både til forskellige møder, men ikke mindst til vores medlemskursus den sidste weekend i oktober.



Pas på jer selv og hinanden.
Rigtig god sommerferie.

Med venlig hilsen
Steen Herløv Madsen
Kredsformand
Egedal Lærerkreds








Emner

Målgruppe